Yikes! Et kæmpe krible-krable dyr.
Ultra-eksklusive Roppongi Hills har med sin ekstravagante shopping og high-roller lejligheder gjort sit til at pynte på Roppongis ellers lidt blakkede rygte. Midt i det hele troner Mori Tower, som med sine 238 meter fordelt på 54 etager er blandt Tokyos højeste bygninger. Roppongi Hill’s husdyr nr. 1 er den enorme edderkoppeskulptur Maman, som med sine 8 lange ben nok kan fremkalde et mindre araknofobi-anfald hos sartere sjæle.
Imponerende Jumeirah Beach Hotel.
I går aftes spiste vi på La Parilla, som ligger på 25. etage i det imponerende Jumeirah Beach Hotel. La Parilla er også med i Jumeirah Restaurant Week, og for kun 180AED kunne vi derfor kaste os ud i en ”signature dining” 3-retters menu.
Langt ned fra 25. etage.
Den gode oplevelse startede allerede ved indgangen til restauranten, hvor vi blev tilbudt en fugtig klud til hænderne samt blev budt hjerteligt velkommen. Vi fik et bord med fantastisk udsigt til det smukke Burj Al Arab luksushotel som ligger lige ved siden af Jumeirah Beach Hotel.
Min ceviche (desværre harmonerer iPhonekameraer og dæmpet belysning ikke så godt).
Til forrest fik jeg en rigtig god ceviche og Poul fik beef empanadas, hvilket var en slags oksekødspirog, som blev serveret med avocado aioli. Da La Parilla primært er kendt for sine fantastiske bøffer, valgte vi begge to en steak til hovedret, og fik hver sit perfekt stegte stykke kød som blev serveret med en cremet og delikat trøffelkartoffelmos samt henholdsvis pebersauce og sauce bearnaise.
Bøffer!
Da vi så at der var pandekager blandt dessertalternativerne, var det ikke svært at beslutte sig for en dessert. Pandekagerne blev serveret med søde, friske jordbær og vaniljeis og var en suveræn afslutning på en aften som helt ned i den mindste detalje var perfekt.
Pandekager med is.
En af de ting, som højnede oplevelsen var, at der mellem måltiderne blev serveret små amuse-bouches, som blandt andet bestod af forskellige slags sorbet og passede rigtig godt sammen med resten af menuen. Da personalet desuden formåede den ædle kunst det er at give god service uden at det virkede anstrengt eller påtrængende, kan jeg kun konstatere, at vores middag på La Parilla uden tvivl er blandt et af de allerbedste måltider jeg hidtil har haft i Dubai.
Mæt og tilfreds efter middagen.
Efter vi havde spist besluttede vi os for at tage nogle billeder i området og fik blandt andet fanget Burj Al Arab med vores kamera, som I kan se på nogle af billederne nedenfor. Desværre undervurderede vi afstanden hen til nærmeste taxaholdeplads ved Madinat Jumeirah, så jeg endte med nogle ordentlige vabler under fødderne.
Burj Al Arab.
Burj Al Arab set fra Madinat Jumeirah.
Mig og bronze-Hachiko.
På den vestlige side af Shibuya station står der en bronzestatue af hunden Hachikō. Hachikō plejede i mange år at komme til stationen, for at møde sin ejer, professor Ueno. Selv efter professorens død mødte Hachikō op hver eneste dag ved stationen og blev således landskendt for sin trofasthed og loyalitet. Jeg synes at det er en rigtig sød historie, så på trods af at jeg ellers ikke er nogen stor sight-seeingshaj, så går jeg altid et smut forbi Hachikō-statuen, når jeg er i Tokyo.
PS: Historien om Hachikō blev filmatiseret i 2009 med Richard Gere i hovedrollen (altså ikke som Hachikō men som professorenJ). Nogen som har set den? Er den god?
Smukke omgivelser i Madinat Jumeirah.
I går var vi på vores første Jumeirah Restaurant Week middag. Vi havde bestilt bord på den spanske restaurant Al Hambra, hvor man fik en ”Casual Dining” 3-retters menu for 120AED. Al Hambra ligger i Madinat Jumeirah i den imponerende bygning Al Qasr lige ved vandet. Vores bord var udenfor, hvilket var en meget varm fornøjelse den første times tid, men omkring klokken ni var temperaturen rigtig behagelig.
Tapas til forret.
Til forret kunne man vælge 2 tapas per person, så vi prøvede lidt af hvert og fik blandt andet en lækker gazpacho serveret i små shotsglas samt tapasklassikeren over dem alle, patatas bravas, som er kartoffelterninger serveret med aioli og en krydret rød sauce.
Udendørs middag.
Til hovedret fik Poul en lækker rød mulle stegt med grøntsager og jeg fik en risret med skaldyr, som også smagte fortræffeligt. Servicen var frem til dette punkt uklanderlig, høflig og engageret, men efter hovedretten blev vores lille bord i hjørnet på terrassen tilsyneladende glemt lidt i farten, for vi fik lov at sidde næsten en time og betragte resterne af vores fisk.
Pouls fisk.
Desserten var dog så god, at jeg uden at blinke næsten vil tilgive Al Hambra den lange ventetid. Søde, fede churros med kaffeis og en crema Catalana, som kunne give de fleste Crème Brûlées baghjul sørgede for, at vi kunne gå mætte og veltilfredse fra Al Hambra, som det helt sikkert ikke er sidste gang vi besøger.
Lækre churros med is.
Masser af kylling på Imaiya.
På vores sidste aften inde i Tokyo havde vi aftalt at mødes til aftensmad med en veninde fra gymnasiet og hendes mand, som tilfældigvis også var i byen. På grund af Golden Week var den restaurant, som vi havde tænkt os at spise på dog lukket, så med regnen strømmende ned af nakken måtte vi prøve at finde et andet sted.
En lækker lille hapser.
Efter lidt vandren på må og få i Shinjukus gader fandt vi en restaurant en trappe ned, som så hyggelig og meget traditionel japansk ud.
Vi blev vist hen i en privat bås, hvor vi tog plads på gulvet rundt om bordet. Der var dog lavet hul til benene under bordet, så man slap for anstrengende skrædderstillingsmanøvrer under måltidet.
Sake til maden.
Så fik vi udleveret menukortene og opdagede til vores store overraskelse, at restauranten næsten udelukkende serverede kylling, Det var vel at mærke Hinai-kylling, som er en speciel slags kylling, som skulle være blandt det bedste man kan få i Japan. Tilsyneladende var der plads på menuen til alle de dele af kyllingen, som kunne sættes på et spyd, så hvis man var ude efter kyllingebrusk, kyllingefødder eller andre lækkerier, gik man ikke forgæves.
Et glimt af Poul’s favorit i midten af billedet.
Vi bestilte mange forskellige småretter, deriblandt rå hvidkål, som blev serveret med en rigtig lækker dip. Til Pouls store begejstring var der også en snasket udseende ret med æg ovenpå, som smagte langt bedre end den så ud. Jeg er absolut ingen større kyllingefan og vi spiser næsten aldrig kylling derhjemme.
Kål.
Hvis man nu ikke skulle have lyst til kylling, kan man jo altid bestille sig en gang torskeindmad.
Under mine år i luftfartsbranchen fik vi ofte kylling serveret om bord, og det var for det meste tørt og jernagtig i smagen, hvilket ikke ligefrem har virket fremmende på min trang til kylling. Kyllingen vi fik på Imaiya var dog i en helt anden klasse og kan slet ikke sammenlignes med noget, jeg tidligere har spist. De lækre yakitori smagte fantastisk og kødet var saftigt og perfekt krydret. Jeg kan derfor takke Imaiya for at jeg seriøst overvejer at slippe kyllingen ind i min kostpyramide igen.
Tina og jeg.
God aften Dubai.
Så er jeg tilbage i Dubai igen efter hvad der føles som verdens længste ferie. Dubai er både varm og fugtig, så kameraet duggede helt til, da jeg skulle tage et billede af udsigten over Dubai Marina, men efter ca. 100 gange aftørring af linse blev resultatet dog helt ok. Nogle af jer som har et tip til hvordan man bedst håndterer sådan en gang dug på linsen?
Denne uge er der Jumeirah Restaurant Week, hvor man på udvalgte restauranter i Jumeirah, som er et skønt område langs kysten i Dubai, kan spise lækre 3-retters menuer til stærkt reducerede priser. Jeg har lige fået bekræftet min reservation på den spanske restaurant Al Hambra og krydser nu fingre for, at reservationen på den argentinske restaurant La Parilla også går igennem.
Højt til loftet på New York Bar.
Efter min mening er New York Bar på Park Hyatt hotellet i Shinjuku ikke bare den bedste bar i Tokyo, men også en af de bedste barer i verden. New York Bar blev for alvor kendt gennem filmen Lost in Translation fra 2003, hvor Bob (spillet af Bill Murray) tilbringer mange af sine aftener i baren. Det kan man udmærket godt forstå, da der er levende jazzmusik hver aften og en fantastisk udsigt over Tokyo.
Poul og jeg.
Et hundehoved i elevatoren:)
Jeg besøger baren hver gang jeg er i Tokyo, så jeg har kunnet følge hvordan klientellet har skiftet fra primært at være turister bevæbnet med kameraer for at forevige deres helt eget ”Lost in Translation moment” til nu igen hovedsageligt at være forretningsfolk og lokale, i takt med at opmærksomheden omkring filmen har lagt sig.
Lækkerier fra bar-menuen.
Desværre regnede det den aften Poul og jeg var der, og skyerne hang så lavt, at den ellers fænomenale udsigt begrænsede sig til lidt tamt bling-bling fra bilerne på vejene 52 etager nede. Der var dog stadigvæk højt til loftet og veltillavede drinks og musikken lød fantastisk, så vi kunne trods alt føje endnu en fantastisk aften på New York Bar til Tokyominderne.
Udsigten gennem regnen.
Yodobashi.
Akihabara (i daglig tale oftest bare Akiba) er det område i Tokyo med masser af butikker med det nyeste af det nyeste indenfor elektronikvarer. En af de mest kendte er den 8 etager høje monsterbutik Yodobashi som ligger i forbindelse med Akibas metrostation.
Vi købte vores kamera her under kyndig vejledning af en rigtig dygtig og serviceminded ekspedient, som talte fint engelsk. Vi var dog heldige at finde ham, da de fleste ekspedienter har langt mere begrænsede engelskkundskaber. Hvis man er ude i en større investering er det derfor en god idé at undersøge inden hvad det man vil have hedder på japansk samt skrive eventuelle specifikationer ned på japansk, så man får det, man havde tænkt sig.
Vi spiste frokost på en af de hyggelige restauranter på 8. etage.
Udover kameraer, computere og mobiltelefoner m.m. sælges der også masser af ekstraudstyr, så man kan pimpe sine gadgets i bedste Tokyo-stil. Der var blandt andet en hel afdeling dedikeret til høretelefoner til smartphones. Jeg fandt dem I kan se nedenfor med den populære mangafigur Doraemon, som er en blå robotkat. Egentlig er det ikke Doraemon selv på høretelefonerne, men hans søster Dorami, som for info også er en robotkat…
En robotkat superhelt til ørene.
Lincos, Roppongi Hills.
Når jeg er ude at rejse plejer jeg at pakke så lidt som muligt hjemmefra, så der er plads til at jeg kan shoppe en masse ting fra det land jeg besøger. Udover de obligatoriske køleskabsmagneter (jeg køber altid en køleskabsmagnet, når jeg er ude at rejse), så plejer jeg især at købe forskellige fødevarer som man ikke kan få herhjemme. Selvfølgelig er alting ikke lige praktisk eller lovligt at slæbe med hjem (tvivler på, at man kunne få en Fugu-fisk gennem tolden), men konserverede varer må man oftest gerne indføre til privat brug.
Så er det japanske touch sikret for de næste mange måneder. Jeg fik endda småkager med grøn te:) (højre hjørne)
For en madelsker som mig er Tokyo et sandt mekka af lækre saucer og dressinger, nudler og andet tilbehør, så jeg lagde vejen forbi det døgnåbne supermarked Lincos i Roppongi Hills. De har den bedste delikatesseafdeling i stueplan med masser af varme og kolde småretter, og hvis jeg kunne, havde jeg pakket det hele ned i kufferten og taget det med hjem. En trappe op har de et stort udvalg af japanske og internationale dagligvarer af høj kvalitet, så jeg shoppede soba-nudler og sesamdressing til den helt store guldmedalje.
Haps, sprøde blommer.
Jeg fandt også en pose med kari-kari (crunchy) umeboshi. Det er meget saltede blommer som man kan spise næsten som et bolsje. De smager både salt og surt på samme tid og er yderst vanedannende. Jeg havde egentlig tænkt at jeg skulle have nogle med ned til Poul, så han kunne smage dem, men da jeg først fik åbnet posen kunne jeg ikke stoppe, så jeg vel må se, om det går at købe nogle nye i Dubai.
En lidt anderledes slags slik.
Man skal ikke lade sig narre af den beskedne facade. Her ligger en af Odenses bedste restauranter.
Efter at have været hos mine forældre i Jylland nogle tage tog jeg til Odense for at mødes med min gamle veninde Tina. Vi har ikke set hinanden siden brylluppet i Las Vegas sidste år, så det var efterhånden på tide at slå hovederne sammen igen.
Er der noget, der kan få mig til at smile, så er det god mad:)
Tina foreslog at vi spiste middag på den japanske restaurant Goma i centrum af Odense. Jeg er for det meste ret skeptisk til ”japanske” restauranter i Danmark, da jeg lidt for mange gange er blevet skuffet over udkogte ris og laks som både lugter og smager alt for meget af fisk, men Tina sagde at Goma skulle være helt i særklasse, så vi bestilte et bord til klokken halv syv. Udenfor så restauranten ikke ud af noget særligt og med en beliggenhed på 1. sal i noget, der mest af alt lignede en kontorbygning, tegnede det ikke specielt lovende. Alt ændrede sig dog, da vi trådte ind i lokalet, som var dejligt luftigt og lækkert indrettet med åbent køkken. Selvom jeg lige har været i Tokyo, skulle jeg alligevel prøve deres sashimi og deres sushi for at se, hvor niveauet lå.
Sådan ser en fuld høne ud på Goma.
Tina valgte en ret med det sjove navn ”Den fulde høne”, som viste sig at være en lækker wok’et ting med masser af sprøde grøntsager. Min sushi var langt bedre end forventet og helt på niveau med hvad man får på restauranterne i Japan. Fisken smagte helt frisk og smeltede i munden og min laksemaki med rygeost sad også lige i skabet. Betjeningen var effektiv og venlig med rigtig gode detaljer, som at man blev hjulpet både af og på med overtøjet, uden at det virkede påtaget. Der var travlt i restauranten da vi der der, men det var alligevel let at få kontakt med personalet, som var opmærksomme og havde glimt i øjet.
Tina.
Et ekstra plus får Goma også for at de havde Sapporo-øl, som er min favorit. Goma har således lige givet mig endnu en grund (udover Tina) til at besøge Odense.
Vores lækre aftensmad: Fulde høner og rå fisk.
