Mine tidligere erfaringer med japansk mad i Dubai har ikke ligefrem været noget at skrive hjem om. Det har været svært at finde steder, som har serveret andet end California rolls og forskellige variationer af tun makis, så det var uden de store forventninger, at jeg trådte indenfor hos Bento-Ya på Sheikh Zayed Rd.
Bento-Ya viste sig dog at være helt udmærket med meget rimelige priser og et godt udvalg af japanske retter. Der var også en stor reol med forskellige japanske tegneserier, som man kunne bladre i, mens man spiste. Jeg bestilte zaru soba, som er kolde boghvedenudler serveret med en lækker sauce til.
Bonus-info: Som kronen på værket, viste det sig, at de havde et rigtigt japansk toilet med masser af spændende funktioner.




